JavaScript is disabled in your web browser or browser is too old to support JavaScript. Today almost all web pages contain JavaScript, a scripting programming language that runs on visitor's web browser. It makes web pages functional for specific purposes and if disabled for some reason, the content or the functionality of the web page can be limited or unavailable.

Tålmodig hjælp til udsatte børn i Grønland

På institutionen Sarliak i Ilulissat kommer børn fra hele Grønland, med baggrund i en barsk virkelighed. Nøglen til at bringe dem godt videre i livet er tålmodighed.

Jens Otto Kjær Hansen

Jens Otto Kjær Hansen

Tiivistelmä

Salmiak er den institution i Grønland, der har været flest børn igennem. Allerførst blev den oprettet som børnesanatorium for tuberkuloseramte børn i 1954, opført af Foreningen til hjælp for grønlandske børn. Da tuberkulose-epidemien var ovre, blev stedet omdannet til hjem for forældreløse børn og børn udsat for svære sociale vilkår.

Det er institution under Hjemmestyret, der modtager børn fra hele Grønland visiteret af landets kommuner. Vi har tidligere omtalt Sarliak i forbindelse med støtte fra Haderslev Hertug Hans Rk til en hytte nord for Ilulissat, hvor børnene kan komme på ophold om sommeren.

Sarliak har plads til 20 børn mellem 8 og 23, der er pt 19, fem drenge og 14 piger. Der er tre afdelinger, en til de yngste, til de mellemste og til de ældste. Fra 18 år er der tale om såkaldt efterværn, og når den uge fylder 24, er de helt ud af systemet. Der er en pædagog til hver afdeling, en pædagogassistent samt sundhedshjælpere og – assistenter.

Bag Sarliaks indsats ligger en barsk virkelighed. Mange af børnene har været ude for seksuelt misbrug, andre for vold i hjemme, f.eks. den ene forældres drab på den anden, dyb alkoholisme osv. F.eks. blev en dreng anbragt efter farens drab på drenges mor. Drenges far har nu udstået sin straf i Danmark, men drengen, der er vokset fra ophold på hjemmet, er under psykiatrisk behandling i Nuuk.

Der er også lysere historier. En 14-årig pige kom fra et dybt alkoholiseret hjem, selv misbruger af både hash og alkohol. Nu er hun ude af misbruget, forældrene har været på afvænning, og pigen kan igen besøge forældrene. Her i sommer har hun været på ferie hos forældrene og arbejdet samme bageri som hendes mor.

”Der er mange måder børn og unge kan være traumatiserede på. Fælles for dem er at de skal have tålmodig hjælp for at komme godt videre”, siger souschef Dine Mathiassen.

Hun og pædagog Atsa Heilmann er tilfreds med den normering, som hjemmet har, men der er stadig mange udfordringer. En af dem er, at det i praksis er nærmest umuligt at få mandlige ansatte, der kunne være rollemodeller for drengene. Derfor overvejer de, om de overhovedet bør have drenge eller bør omdanne Sarliak til rent pigehjem.

En anden udfordring er, at det er meget svært at få udredt børn, der er under mistanke for at have diagnoser. Der er op til to års ventetid på udredning hos en børnepsykiater.

Souschefen peger på, at f.eks. traumer kan give en udadreagerende opførsel, der kan skabe mistanke om en diagnose, uden at det nødvendigvis er tilfældet. Relationerne mellem de anbragte børn og personalet er helt afgørende for at udvikle børnenes kompetencer.

En vigtig del af ledelsens opgave er da også at understøtte personalet. Det er superhårdt at skulle være en slags forældre for traumatiserede børn og unge med både psykologísk supervision og arbejde med positiv psykologi.

Igen: Der er udfordringer, men lyspunkter For nogle år siden var pædagogiske konsulenter fra Hjemmestyret på tilsyn, og de kunne fortælle, at Saliak er lykkedes særlig godt med at skabe hjemlige omgivelser for børnene og de unge.

Selv om det er ved at være nogle år siden, at rotaryklubben Haderslev Hertug Hans, med Knud Nielsen som drivkraft, gav Sarliak støtte til at bygge en hytte i enestående naturomgivelser 20 km nord for Ilulissat, har ledelsen bestemt ikke glemt det:

”Vi er meget glade for sponsoratet. Hytten har stor terapeutisk værdi. Det gør virkelig noget for børnene at komme derud og opleve stilheden, bade i det kolde vand, vandre i fjeldene og fange og tilberede fisk”, siger Atsa Heilmann, og viser Rotary Nordens udsendte planen for denne sommer, hvor alle tre afdelinger på skift kom derud på et ni dages sommerophold i hytten.

Dine Mathiassen og Atsa Heilmann har et stort ønske, som de ikke kan få bevilling til at opfylde, og hvor enhver hjælp ville være mere end kærkommen: Støtte til at børnene kan besøge Danmark.

De har de haft mulighed for en enkelt gang for en del år siden, og de oplevede, hvor stor betydning det fik for børnene, der med besøg i Tivoli, Legoland og Lalandia fik de bedste oplevelser, de nogensinde har haft i deres udfordrede børneliv.

”Den oplevelse vil vi bare så gerne gentage, men vi kan ikke løfte opgaven alene”, slutter Dine Mathiassen og Atsa Heilmann. Her ligger en oplagt mulighed for en Rotary-klub, og klubber, der kunne tænke sig at give en hånd med, kan kontakte Atsa Heilmann på info@sarliaq.gl og telefon +299 943361.

Udskriv artiklen